Gå videre til hovedindholdet

Hvad kan man semantisk opmærke med schema.org?

Et centralt spørgsmål i semantisk søgemaskineoptimering er, hvad man kan opmærke med schema.org og således - i princippet - gøre maskinlæsbart for Google og andre søgemaskiner. Schema.org indeholder efterhånden så mange typer og egenskaber, at det kan være vanskeligt at overskue de mange muligheder, der ligger i dette vokabular. Men følgende lille liste kan måske være en hjælp:

Genre: Man kan til dels opmærke, hvilken genre en given webside eller websted manifesterer. Er det det for eksempel en blog, en FAQ, en artikel, en anmeldelse, en opskrift eller en underkategori til en af disse såsom en nyhedsartikel eller er det en form for specialiseret webside som eksempelvis en søgeresultatside.

Struktur: Man kan opmærke, hvilke dele eller ressourcer en given webside består af (= strukturelle metadata). Man kan anføre, hvilke indlæg en blog indeholder, hvilke spørgsmål og svar, en FAQ omfatter, hvad der er ingredienser og fremgangsmåde i en opskrift eller hvad der er hhv. overskrift og brødtekst i en (nyheds)artikel. Man kan endvidere specificere, hvilke billeder, videoer eller lydfiler, der er knyttet til en bestemt side.

Indhold: Man kan udpege, hvad en side handler om (= deskriptive metadata): personer, begivenheder, virksomheder, produkter, film, bøger, malerier, sange, undervisningskurser og meget, meget andet. Og man kan knytte relevante oplysninger til disse entiteter: en persons kontaktoplysninger, et produkts pris, en films medvirkende og instruktør, en bogs forfatter mv.

Brugs- og produktionsforhold: Man kan udstille oplysninger om en given webressources brugs- og produktionsforhold (= administrative metadata): produktionsdato, sprog, licensforhold, filformat, målgruppe, etc.

Tilgængelighed: Man kan være eksplicit omkring en webressources tilgængelighed (for personer med funktionsnedsættelser). Man kan tilføje og opmærke en transkription af en video eller lydfil, og man kan anføre, hvilke dele af en webside, der er velegnet til at blive læst op af en skærmlæser, for eksempel i forbindelse med voice search.