Gå videre til hovedindholdet

Google - hvordan skifter jeg dæk på min bil?

Med større og større fokus på at kunne svare på brugerspørgsmål - frem for blot at præsentere en liste af blå links - har Google og andre søgemaskiner behov for i højere grad at kunne hente svar i form af strukturerede data direkte fra diverse hjemmesider, blogs, online fora mv.

Svar på spørgsmål af typen "hvordan ..." eller "hvorledes ..." vil ofte kunne gøres maskinlæsbare med schema.org-typen "HowTo", der har til formål at forklare, hvordan en given opgave løses trinvist.

HowTo -typen er en kategori, der giver rig mulighed for, i detaljer, at specificere, hvad der kræves for at løse opgaven - fx hvor lang tid det tager eller hvilket værktøj, der er nødvendigt - herunder hvad de enkelte trin indebærer eller forudsætter. HowTo-modellen gør det endvidere muligt at beskrive en given fremgangsmåde, dens enkelte trin og dens resultat med såvel tekst som multimediale elementer som lyd, billede eller video.

De enkelte trin i en HowTo-procedure opmærkes med de indlejrede typer "HowToDirection", der angiver den påkrævede handling, og eventuelt "HowToTip", som indeholder supplerende hjælpeinformation. Til HowToDirection-typen kan tilknyttes egenskaber som "beforeMedia", "duringMedia" og "afterMedia" til for eksempel at pege på billeder eller videoer, der visualiserer handlingen og dens resultat.

Som nyttig illustration indeholder skemaet for HowTo-typen et udførligt eksempel på, hvordan man kan repræsentere det at skifte et fladt dæk på sin bil (se nederst på siden), så selv en søgemaskine burde kunne fatte det ...